Hvem siger, at outdoor ikke er for alle

2012-01-15 20:30 af Ida Grau Tychsen, elev 15. årgang

Der er os som gerne ville være hardcore spejdere og vinde en masse løb. Så er der dem som faktisk vinder en masse løb og har planer langt ud i fremtiden om træningsplaner, tilmelding til løb og selve løbene. Det vi har til fælles er, at vi elsker at være ude og have det sjovt. Vi er altid ude til outdoor, vi laver alt fra adventurerace til svedhytter. Så sent som i onsdags lavede vi en labyrint til ”Efterskolernes Aften”

 

Latter i labyrinten
I onsdags skulle vi så til at bygge den her labyrint. Vi starter inde i vores spisesal valhal med at få at vide, hvem der skal hvad, og hvad det lige er, det hele går ud på. Vi finder, det vi skal bruge og går af sted ned mod marken, hvor de andre allerede er i fuld gang med at grave huller og hente rafter. Det går ligeså stille fremad og Ida, Marie og jeg bliver mere og mere fjollede. Vores lærer, Ingo, trisser rundt omkring os og betragter vores arbejde. Han ser somme tider ret så skeptisk ud, når Ida og jeg ender på jorden flade af grin. Jeg har det altid sjovt til outdoor, men aldrig SÅ sjovt som i onsdags. Det bedste af det hele var, at det bare fortsatte hele aftnen, vi grinede, sloges og fortalte mulige kommende elever om outdoor.

Girlpower og udeliv
Det er det fede ved outdoor; vi kan bare tonse rundt, råbe og skrige. For vi er udenfor og behøver ikke tage hensyn til vores kammeraters rengøringsområder. Vi er også kun fire piger ud af tredive elever på outdoor holdet. Det er ret fedt selvom nogle tænker: ”nej hvor øv for jer”, imens andre, som os selv, er ret ligeglade. Det er faktisk mega sjovt kun at være sammen med drenge fem timer hver eneste uge. Det hele er ikke så tøset, fint, rent og pænt. Det er outdoor, det er udenfor, det er beskidt, åndsvagt sjovt og rart.



Mudderbukser eller muddermaske
Hver gang vi skal ud til linjefag, står jeg på mit værelse og kigger ud ad vinduet, indtil min roomie kommer ind og begynder at snakke løs om, hvor afslappet det er at have wellness, og hvilken ansigtsmaske de skal lave den dag. Jeg når et splitsekund at tænke: ”aj, jeg skulle have haft wellness”, hvorefter jeg kommer i tanke om alt det på outdoor, jeg så ville gå glip af og skynder mig at klæde om til mit mere eller mindre møg beskidte tøj, som bliver brugt flittigt til outdoor. Så trasker jeg ellers derud og finder ud af, at det var en ret god idé, at jeg kom til outdoor den dag. Vi skal nemlig altid lave et eller andet fedt.
Jeg elsker Brejning Efterskole, og hver evig eneste dag sker der noget som minder mig om, hvor meget jeg vil savne Brejning næste år. Outdoor er bare en lille del af mit Brejning liv, men stadig en vigtig del, som jeg virkelig elsker.

Tilbage

Linjefag

Linjefagene løber fra oktober til marts. Du har mulighed for vælge og fordybe dig i en linje indenfor din interesse, som samtidig sørger for at holde liv i den sunde og grønne livsstil fra sommerhalvåret.

På linjedage starter vi alle samlet med sundt og grønt-teori. Her arbejder vi mere teoretisk med, hvordan kroppen fungerer, hvad der er god og sund kost, hvordan muskler vedligeholder sig.

Om eftermiddagen bygger de enkelte linjer ovenpå med deres mere praktiske tilgang til undervisningen, der nu flytter ud på vandet, ned i værkstedet, ind i kroppen og rundt på smagsløgene.


Så vidt muligt forsøger vi at oprette alle linjer hvert år. Men da det er dig som elev, der prioriterer, hvad du helst vil, og vi samtidig forsøger at opfylde alles højeste ønske, så sker det, at en linje ikke bliver oprettet, fordi for få elever har ønsket den.