Det er fredag aften. Det er en alt alt for kedelig fredag aften. Der er alt alt for langt op til Spar. Det er alt alt for koldt, blæsende og januaragtigt udenfor. Og vi er alt alt for sliksultne

Måske er det bare fordi, det er januar, eller fordi vi har haft en travl uge med lektier døgnet rundt og en travl fredag med rengøring. Men i hvert fald er vi to desperate piger, der hungrer efter noget lækkert og sødt og måske også noget at lave. De andre tøser har alle gang i filmhygge med madrasser på gulvet, og skolen virker helt forladt. Selvom vi er ca. halvdelen af skolen, der bliver i weekenden, er der sket det, som der altid sker, når vi har fritid til at lave, hvad vi vil.  Alle har deres planer med ting, de skal nå at gøre og ikke gøre, og alle er pludselig forsvundet. Vores yndlingsdrenge, som ellers altid er der når der skal laves spas og gak og løjer, har valgt vildnisset frem for os, og er draget af sted med rygsæk og vandrestøvler for at sove under et eller andet væltet træ. Imens sidder vi tilbage og har ingen planer. Og vi er så forfærdeligt sliksultne.

 
I vores dalren rundt på skolen, støder vi pludselig på en flaske akaciehonning. Vi får øjenkontakt, og et lys går op for os. For er der noget, der er sødt, så er det godt nok akaciehonning. Vi fniser vores vej ned i Skovens køkken i kælderen og finder havregryn, en pande og godt humør frem. En halv time efter er der dækket op til to på bordet med honningristet havregryn og A38. For et øjeblik glemmer vi de havregryn, der ligger på gulvet efter vores grynkrig, og vi smasker lækker og knasende yoghurt i os.

Men måske er en hel bøtte akaciehonning lidt for meget sødt til sådan nogle piger som os. For lige pludselig er der skruet helt op for de gamle mgp-sange, og vi danser, skråler og løber på løbehjul op og ned af gangen, til vi ikke kan mere.

Selvfølgelig blev det alligevel en god og ikke spor kedelig aften. For kedelige aftener findes simpelthen ikke her på Brejning Efterskole.