Aktiv hverdag
Hvis du helst vil sidde stille foran din computer, skal du vælge en anden efterskole end Brejning Efterskole. Motion, aktivt udeliv og aktiviteter med kroppen i centrum er hverdagen her hos os

Din cykel bliver enten din ven eller fjende, når du skal til svømmeundervisning i Børkop nogle kilometer fra skolen eller til træning i Gauerslundhallen. Når du er på Brejning, er du nemlig selvtransporterende i næsten alle tilfælde. Du skal også selv transportere dig rundt på morgenløberuten på 2,1 kilometer hver eneste morgen klokken 7.00.
Når kulde og mørke i vinterhalvåret lægger en dæmper på en del af udelivet, lejer vi en hal, så boldspil og idrætsaktiviteter kan holde kroppen igang. Med andre ord kan du ikke komme uden om aktiviteter, hvor din krops formåen bliver udviklet og udfordret.
Du bliver afhængig af det aktive liv
Vi ved, at du bliver afhængig af det. Flere af vores gamle elever står stadig op tidligt om morgenen for at starte dagen med en lille løbetur, ligesom mange trækker den nye kæreste med på telttur for at prøve partneren af.
Vi er ikke fanatiske atleter, der ikke kan sidde stille. Vi har sofaer og puderum til at flade ud i. Men vi tror på, at man får et bedre liv, hvis man lever sundt og aktivt.
