Oppe i det nordlige Sverige - deroppe hvor der er sne, kulde, rensdyr og ensomme gamle mænd, der bor i små hytter langt ude i det mørke fjeld. Derude hvor man sætter livet på spil, når man trækker bukserne ned om knæene bag en vissen busk for at tage afsked med deres livret - Surströmming! Der har denne fortælling sin begyndelse

Kunsten af lave fordærvet fisk
Sådan nogle små saltede sild, der har ligget i egen lage i ti år, lugter bedre efter en hurtig tur gennem maven på en gammel mand.
Disse små krasbørstige snacks bliver fanget oppe langs den svenske kyst.  Fremgangsmåde er som følger: Fang fiskene, lad dem rådne så de bliver gode møre og salt dem godt og grundigt. Derefter skal de presses i konservesdåser. De lukkes herefter forsvarligt, og så varmer man dem op. Dog ikke så meget at forrådnelsen går i stå. Det eneste du så mangler er at vente ti år, så resultatet bliver helt perfekt.

Hvo’ intet vover
I et helt år havde der i mit køleskab ligget en pose. I den pose var der 650 gram surströmming. Jeg kunne ikke finde nogen venner, som var mænd nok til og smage på de små harmløse sild. En dag under et måltid på Brejning nævnte jeg så, hvad jeg havde rodet mig ud i. Jeg skyndte mig at skyde nogle røverhistorier af omkring mine godbider hjemme i køleskabet.
Vi lavede en aftale om, at de skulle nydes nede på marken - langt væk fra alt og alle der ikke ønskede at være med i oplevelsen. Weekenden efter var jeg hjemme for at hente dem, og jeg måtte sidde i toget med en tikkende bombe af ubehag i min rygsæk.

Fisk i det fri
Dagen kom, og koldsveden kom i mine håndflader. Otte venner stod i en halvmåne med en god afstand til mig. Jeg sad på hug med skovmandsskjorten smøget helt op til skuldrene for at undgå sprøjt fra dåsen.
Dåsen åbnedes i en spand vand, for at mit tøj ikke skulle graves ned bagefter.
Med begge hænder i det kolde vand prikkede jeg hul i dåsen.
”Puuff” - sagde det, efterfulgt af et springvand på 30 cm. ”Fy for helvede” - røg det ud af min mund. Halvmånen fik nu også dunsten ind igennem næsen. Latteren blev hurtigt skiftet ud med eder og forbandelser efterfulgt af ubehag og manglende lyst til at smage.
En surströmming stoppede hullet, så springvandet hørte op.
Lugten var lige ved og slå mig i jorden. Det var som hestespark mellem benene. ”Nogen der vil forsætte med at åbne” - spurgte jeg. ”Du Klarer det skide godt” - udbrød Jakob Thau grinende.
Dåsen blev nu fisket op af spanden og åbnet helt.  Ud af fisken hang indvoldene, og ud af deres små hoveder var øjnene faldet ud.

Smagen vil jeg ikke give mig i kast med at beskrive, for det er en umulighed.  Det er den ultimative manddomsprøve.  Seks ud af de otte, der var med på denne gale idé, brækkede sig. Festmåltidet blev gravet ned i et dybt hul, så ingen nogensinde skal komme i kontakt med det djævelskab igen.